Skab forbindelse
Fundamentet for dyb kreativitet
Vi arbejder med kreativitet og skabelse funderet i fællesskab og forbindelse - til os selv, hinanden og jorden. Dyb kreativitet kan ikke finde sted på en brændende platform - det kræver tid, ro og et åbent sammenspil både mellem mennesker og med vores omgivelser.
Et udpluk af vores metoder
-
Cirkel
En af de bærende modaliteter i vores arbejde er cirklen. At cirkle er en måde at samles, som har sine spor langt tilbage i tiden og som har været anvendt i flere forskellige kulturer som et redskab for resonans og kollektiv ledelse. Vi har moduleret den til en forsamlingsform, der styrker resonans, omsorg og tilhør for moderne mennesker. I cirklen sidder vi alle side om side og slår krans om det usynlige, som forbinder os. Når vi lytter aktivt, ikke for at svare, men for at forstå, sker der noget mellem os: Tillid opstår, sprog folder sig ud, og nye billeder af én selv og hinanden kan finde vej.
Cirkler kan faciliteres på mange måder og med forskellige intentioner. For os handler det især om at skabe resonans, omsorg og gensidig forståelse i fællesskaber.
-
Aktiv Lytning
Endnu et af de værktøjer vi gør meget brug af i vores arbejde er aktiv lytning. At lytte er at være til stede med hele sit væsen: Ikke kun med ørerne, men også med huden, åndedrættet, nervesystemet. Når vi lytter med kroppen, åbner vi for en mere sanselig, tryg og opmærksom kontakt – både til os selv, til hinanden og til verden omkring os. I en verden, der ofte skruer op for tempoet og kravene, insisterer vi på en anden rytme: en rytme forankret i kroppen, i naturen og i det sanselige nærvær.
Vi er inspireret af Deep Listening-praksissen, som udvider den sensoriske bevidsthed og træner os i at opfange nuancerne: lydene omkring os, stilheden imellem os, og det, der sker i kroppen, når vi er vågent tilstede med hele vores sanseapparat.
Vi modtager og processerer langt mere information gennem kroppen end den del, der træder frem i vores hverdagsperception. Ved at stille ind på breden i det, vi modtager, kan vi arbejde med at fremme tryghed og dermed oprigtig nysgerrighed og et åbent nærvær.
-
Krop og bevægelse
Vi betragter og forstår ofte vores krop gennem dens handlinger - det vi kan mobilisere og bevæge, det vi kan gøre. Men kroppen er også en sensorisk organisme og kan give os adgang til dybe indsigter omkring, hvordan vi er i verden og vores mulighedsrum her.
I vores bevægelsespraksisser lægger vi vægt på små eksperimenter og øvelser, der nuancerer vores oplevelse af at være en krop - en krop i bevægelse, en krop i relation til jorden og tyngdekraften, en hvilende krop og en krop, der er belivet af en intelligens, der vidner om altings storhed og sammenhæng.Vores tilgang til krop er båret af det simple; det der åbner for, at vi kan begynde at forstå og forme vores egen oplevelse, fintune vores sanseapparat og kultivere tilliden til det, vi mærker som værende relevant.